Preben Rasmussen udnævntes til æresmedlem af CIK ved brydeafdelingens 50-års jubilæum i 1974, og han var bestyrelsesmedlem i brydeafdelingen ved CIK’s 60-års jubilæum i 1981. Inden da havde Preben Rasmussen været træner sammen med æresmedlemmet Otto Møller, men han omtales allerede i medlemsbladet fra 15. marts 1955 efter at være blevet danmarksmester i letsværvægt – for anden gang.
Et medlem af dameafdelingen husker flere af bryderne som nogle kraftige fyre, men på dansegulvet var de meget adrætte. Dette var vist sagt specielt med tanke på Preben Rasmussen.
Sammen med hustruen Gurli arrangerede Preben “Fjernstyret andespil”, hvor folk kunne spille med, uden at møde frem. Gevinsterne skulle senere hentes i hjemmet i Markmandsgade, hvor dobbeltsengen var fyldt med præmier – ænder og gæs fyldte det hele.