Jytte Larsen var med sin udnævnelse i 1971 det første kvindelige æresmedlem af CIK. Som håndboldspiler var hun stregspiller og huskes for sit “bagvender” skud fra stregen. Jytte blev første gang valgt ind i dameafdelingens bestyrelse i juni 1950, og yderligere i tre perioder siden da – den sidste sluttede i april 1979.
Jytte var gift med Georg “Gokke” Larsen, som også senere udnævntes som æresmedlem.
Jyttes datter Eva fortæller, at hun husker det, som om hun tit var alene hjemme sammen med sin bror Jørgen, når Jytte var i CIK til sportslige aktiviteter. Efter at børnene var blevet store og var flyttet hjemmefra arbejdede Jytte også i CIK Sportscenters køkken sammen med Inger Rasmussen. Jytte var desuden dagplejer for mange CIK medlemmers børn.