Ragnar Himmelmann er udnævnt til æresmedlem af bryderne, men var i sine senere år CIK Dameafdeling’s håndboldtræner.
Han begyndte sit medlemskab i CIK Brydning i 1927. I forbindelse med sin 40-års fødselsdag er han omtalt i medlemsbladet: Ragnar nåede aldrig helt op i toppen, og gør det vel næppe i dag, hvor han nærmer sig de 40, men han var i mange år blandt eliten i brydesporten og skuffede sjældent sine tilhængere i disse år, hvor han i øvrigt blev juniormester. Det var måske en lidt blandet hyldest til Ragnar på 40-årsdagen, men som håndboldtræner var han meget populær, og i medlemsbladet 10 år senere ved 50-årsdagen den 15. august 1958 indbydes der til åbent hus i haveforeningen Sydgrænsen for den, der har lyst til at lykønske vor allesammen Ragner. Ved sin 50-års fødselsdag havde han været håndboldtræner for ungdommen i dameafdelingen i 10 år, og han huskes først og fremmest for at lære spilerne respekt for hinanden og altid at have en positiv indstilling til tilværelsen. Med hustruen Gerda blev der arrangeret ture for børnespillerne til Gudhjem på Bornholm, ligesom der blev arrangeret juletræsafslutninger i mange år.