Æresmedlem Oluf Sørensen

Brydning. Æresmedlem: 1958, født: omkring 1900, død: 1965

Oluf Sørensen var bryder og blev ifølge protokollen fra bestyrelsen æresmedlem i 1958. Det fremgår også, at han boede i Sankt Annægade 35, 2. sal. Oluf Sørensen var formand for CIK og for KAU. Under ovenstående billede af ham selv omtaler Oluf i medlemsblad nr. 9, 27. årgang, den 15. september 1961 sin egen tid i CIK i anledning af klubbens 40-års jubilæum: Kunne man dog bare med et par enkelte ord sammenfatte det hele i en ganske enkelt sætning, netop som en hyldest til alle de medlemmer og til det gode sammenhold og kammeratskab, der gør brydeafdelingen netop til det den er. Men det er vist desværre umuligt.

Oluf Sørensen har på et messingskilt under det oprindelige fotografi på 1. sal i Sportscenterets store sal været angivet med det forkerte navn Charles Larsen. Charles Larsen er ikke æresmedlem, men er dog ikke ukendt, idet han blandt andet omtales som fodboldspiller på CIK’s drengehold i 1929, hvor holdet blev etableret som resultat af sammenslutning af CIK Fodbold og Amager Boldklub.

Posted in Nyheder | Kommentarer lukket til Æresmedlem Oluf Sørensen

Æresmedlem Otto Møller

Brydning. Æresmedlem: 1956, født: omkring år 1915, død: omkring år 1987

Otto Møller er et af de æresmedlemmer, vi ikke har så mange oplysninger om. Han er nævnt i 60-års jubilæumsskriftet som Vor ”største” drengetræner gennem tiderne. Otto Møller, må nok tilskrives den ære, at have sørget for vore store resultater fra starten af 50-erne.

Otto Møller huskes også af et medlem af dameafdelingen som ham den lille, vimmer fyr.

Otto Møller arbejdede på støbeværksted i Hallandsgade, og via sit arbejde rejste Otto en del penge til CIK.

Han virkede som ungdomstræner i flere år i brydeafdelingen.

Hans fødsels- og dødsår kendes ikke nøjagtigt.

Posted in Nyheder | Kommentarer lukket til Æresmedlem Otto Møller

Æresmedlem Louis Olesen

Boksning. Æresmedlem: 1956, født: omkring år 1905, død: 1971

Louis Olesen var igennem mange år en karismatisk formand for bokserne, og bokseafdelingen opbyggede i den periode en formue, som afdelingen kunne anvende til indretning af CIK Sportscenter.

Louis Olesen var uddannet konditor. Han må have haft mange talenter for han bidrog også flittigt med tekster til medlemsbladet. I det følgende uddrag fra 1946 kan man få et lille indtryk af Louis’ prosa: Den 10. Januar i det Herrens Aar 1922 blev der holdt et Møde i Nr. 15, i den lille idylliske Amagergade. Det var midt i Vinterens Hjerte, og det var knagende koldt, da Mødedeltagerne den Aften hastede gennem de snefyldte, svagt oplyste gamle Gader paa Christianshavn. Fortællingen om afdelingens oprettelse fortsætter over adskillige sider. Sammen med Rudolf Dvoracek fik Louis i 1971 stillet CIK Sportscenter til rådighed af Københavns overborgmester Urban Hansen. Bygningen var ved overtagelsen i dårlig stand. Louis Olesens søn beskriver i CIK’s 60-års jubilæumsskrift på side 26, hvordan far stod med store gummistøvler og vandslange i hånden for at spule de efterladenskaber de forrige beboere (narkomaner m.fl.) havde efterladt. Louis Olesen døde i Hamborg under en rejse med sin fagforening på en konditor-kongres. Ved hans død skrev dagbladet BT: Ingen amatørbokseleder har i tidens løb skabt så mange succes-storstævner, som han.

Posted in Nyheder | Kommentarer lukket til Æresmedlem Louis Olesen