Vi har tidligere skrevet han nok er mest kendt for opfindelsen af kunstigt åndedræt ved hjælp af Holger Nielsen metoden.
Set med nutidens øjne er det lidt uretfærdigt – hans største bidrag til verden af i dag er uden tvivl, at han opfandt holdboldspillet. Det gjorde han allerede i 1898, og i 1906 udgav han Vejledning i Haandbold på Dansk Idræts Forbunds forlag. Der er god omtale om dette i bogen Portræt af en dansk idrætspioner Holger Nielsen. Bogens omslag ses på billedet. Den er skrevet i 1990 af Arne Rahbek, som dengang var ansat på det nu – desværre – nedlagte Idræts- og Sportsmuseum i Vejle.
Arne Rahbek skriver, at Holger Nielsen, der var ansat som lærer, iagttog drengene i skolegården spille fodbold. I idrætstimerne pålagde han dem, at de ikke måtte begynde før han var tilstede på grund af for mange ødelagte ruder. Men han havde også set dem engagere så meget sig i en leg, at de havde glemt at spille fodbold. To hold, hvor drengene gennem sammenspil med hænderne, skulle forhindre modstanderholdet i at få fat på bolden.
Vi fortæller senere lidt mere om de allerførste ”udviklinger” af håndboldspillet.
Holger Nielsen var selv mest optaget af sin metode til at redde liv, og han ville næppe i dag forstå, hvor dominerende en sport håndbold er blevet. Han blev født i 1866 og han døde 88 år gammel i 1955.
Dette er det andet ud af tre indlæg med omtale af Holger Nielsen og hans opfindelse af håndboldspillet. Det sidste indlæg offentliggøres om en uge.